Klik her hvis email ikke vises korrekt
Nordisk Kulturfond - Ved Stranden 18 - DK-1061 København K
Tlf.: +45 33 96 02 00 -
kulturfonden@norden.org
Tre millioner kroner til Nordisk scenekunst
Målet med et millionbeløb til den såkaldte Årets Nordiske Scenekunstbegivenhed 2011-2012 er at give gennemslagskraft til nordisk samarbejde inden for scenekunst og teater.
- Vi har valgt i år at fokusere på scenekunst, da det ikke er et område Fonden sædvanligvis modtager mange ansøgninger til, og vi finder, at scener rundt om i Norden kan drage stor fordel af et nordisk samarbejde. I 2009 år støttede fonden Årets Nordiske Udstilling, RETHINK - Contemporary Art and Climate Change, med et millionbeløb. Det gav genlyd og vakte stor opmærksomhed. Den opmærksomhed ønsker vi at scenekunstnere og teatre får mulighed for at skabe både i Norden og internationalt. Nordens kultur fortjener at vække opmærksomhed internationalt, siger Karen Bue, direktør for Nordisk Kulturfond.
Fonden har modtaget en række ansøgninger, men vil, inden ansøgningsfristen udløber, gøre opmærksom på denne enestående mulighed for at søge midler op til tre millioner kroner. Årets Nordiske Scenekunstbegivenhed 2011-2012 er en særskilt kraftanstrengelse omkring ét ekstraordinært projekt med mulighed for et tilskud på tre millioner danske kroner.
Målet med Årets Nordiske Scenekunstbegivenhed er at stimulere scenekunstnere og/eller teatre i Norden til at samarbejde og udvikle drama i en større ramme. De får mulighed for stordriftsfordele ved at udvikle et projekt i fællesskab, og det vil der ligge en gevinst i på lang sigt, for det er bekosteligt arbejde. Et stort projekt vil være med til at holde det nordiske kulturarbejde levende og inspirerende og give det gennemslagskraft. Begivenheden skal finde sted i 2011-2012.
- Kulturfondens bærende idé er at dele viden og åbne sanser. Vi ønsker derfor, at projektsøgerne henvender sig til et bredt publikum med et projekt som omfatter mindst tre og helst flere nordiske lande, oplyser Karen Bue. Forestillinger der fremmer en interkulturel dialog og forestillinger, der retter sig til børn og unge vil blive særligt prioriteret
Retningslinjer og ansøgningsblanket: www.nordiskkulturfond.org
For yderligere oplysninger kontakt:
Karen Bue, direktør
direkte tlf. +45 33 96 02 46
mobil: + 45 2171 7117
kb@norden.org
Med venlig hilsen
Gitte Merrild
Presse og kommunikation
Nordisk Kulturfond
Tlf. +45-3396 0268
Unsubscribe our newsletter here